Mandø Marathon » Historien bag

Historien bag

Det er mange gange tilfældigheder, der styrer vores liv og de ting, der sker omkring os.

Et sommerhusophold på Mandø, hvor manden var inkarneret marathonløber var starten på et arrangement, som nu løber af stablen for femte år i træk. Han tog en træningstur rundt om øen og fandt ud af, at en omgang var omkring en kvart marathon.

Ideen var født – en styregruppe med folk fra Mandø og andre fritidsøboere blev nedsat og så gik vi i gang!

 

Formålet var klart: Overskuddet skal ubeskåret gå til at vedligeholde Mandøs vartegn: Vores gamle Mølle.

Hjælperne strømmede til – allerede det første år var vi 120 frivillige!

Det lokale erhvervsliv gav os en meget positiv modtagelse – der er omkring 150 sponsorer, der støtter på forskellig vis!

Vi ville gerne gøre Mandø Marathon weekend til en oplevelse for hele familien og har derfor flere aktiviteter for børnene – spejderaktiviteter, hoppeborg, glasmaling m.m.

Vores medaljer er specielt udformede og præmierne har lokalt præg – bl.a. er 1. præmien på marathondistancen et Mandølam.

Vores mål med et sådant arrangement var, og er, at sætte Mandø på det positive landkort og bakke de erhvervsdrivende på Mandø og i lokalområdet op.

 Men vi havde flere store udfordringer:

På Mandø er vi gode til at lave alle mulige sociale arrangementer, så selvfølgelig er der mad og levende musik både fredag og lørdag aften, men et marathonløb? – kunne vi klare det, så det lever op til den almindelige standard og løbernes forventninger?

Ja, det mener vi bestemt, vi kan: vi indgik et samarbejde med en lokal løbeklub og et professionelt tilmeldings- og tidtagningsfirma og fik vores marathonruter DAF- opmålt.

En anden stor udfordring:

Mandø afskæres fra fastlandet to gange i døgnet pga. højvandet og tidspunktet forskubber sig dagligt. Vi må derfor hvert år planlægge ud fra det aktuelle højvandstidspunkt og håbe på, at vejrguderne tænker på os og ikke sender en voldsom auguststorm hen over Mandø.

De sidste fire år har været helt fantastiske med sol og sommer over øen og netop dette – at være helt afhængig af naturens lune – er en vigtig del af helt set-uppet omkring Mandø Marathon. Ingen andre steder i Danmark, er du så afhængig af vind og vejr – kom og oplev det!

Vi arbejder løbende på at udvikle Mandø Marathon.

I 2014 afholdt vi for første gang et børneløb på 2,2 km og i 2015 tilføjede vi yderligere en 6 km rute, som bragte løberne ud på en natursti uden for klitterne.

 

Vi glæder os til endnu et Mandø Marathon i 2017 og vil gøre vores bedste for, at du får en fantastisk oplevelse!